Fernisering v/ Carla Martinoli 26. februar

Den argentinske kunstner Carla Martinoli udstiller sine to nyeste serier af malerier i Den Grønne Dal på Godthåbsvej 182, lige ved Grøndal Station. Udstillingen er søndag d. 26. februar hvor der er åbent for alle i tidsrummet fra kl. 12.00-15.00. Der vil være lidt at spise og drikke for alle der kommer forbi. Der vil desuden være livemusik ved Kristian Foss-Madsen som tidligere har givet koncert i Den Grønne Dal.

Samme kunstner, to forskellige udtryk

Carla Martinoli er en alsidig kunstner der forstår at bruge forskellige stiludtryk og teknikker og på den måde skabe varieret kunst. Det er de to serier også udtryk for. Den ene udstilling ”The Fox and Me” afbilleder sammenhold og de følelser der opstår i samvær med ens nærmeste, men på en legende nærmest barnlig facon.

”Fluo Life”, som er navnet på den anden udstilling er i en ganske anden kategori. Her vises kvinder i forskellige afbildninger. Fokus er her på femininitet og den styrke som kvinder besidder. De stærke farver er med til at understrege denne styrke.

Carla Martinoli er uddannet scenograf fra Buenos Aires og har en lang karriere inden for scenekunst, teater, film, reklame, som skulptør og senest som kunstmaler. Hun flyttede til Danmark i 2014 og er allerede i fuld gang med kunsten her i landet. De to udstillinger der vises er blevet til mellem 2014-2015 i en periode hvor tilpasningen til den nye hverdag i Danmark var en stor del af inspirationen, hvilket for eksempel ses i de til tider nordiske landskaber i ”The Fox and Me”.

Se mere af Carla Martinoli’s kunst og arbejde på cargocollective.com/carlamartinoli

Vi vil gerne takke vores sponsorer Irma (Godthåbsvej 197) og Meny (Godthåbsvej 225) for vin, chips, slik og kage.